Der er sammenhæng mellem arbejdet med bestemte indsatser og positiv udvikling i borgerens situation. Det viser flere af de signifikante resultater i den første målgrupperapport for SIP-socialpsykiatri.
Rapporten er netop offentliggjort og baserer sig på datamateriale, som er blevet indsamlet løbende siden opstarten på botilbuddene i sommeren 2010.

Der er fundet signifikante sammenhænge mellem medarbejdernes vurdering af udviklingen i borgerens livskvalitet og borgernes baggrundskarakteristika samt ikke mindst de indsatser, der har været arbejdet med.
Indsatserne er eksempelvis afdækning af borgerens netværk, aftalte samtaler om trivsel og relationer, samt støtte til, at borgeren i højere grad kan udføre huslige pligter og udvikle hensigtsmæssige strategier til at mestre dagligdagen.

Auditmødet er en vigtig del af målgrupperapporten. De statistiske analyser kan ikke stå alene, men skal læses og forstås ud fra den kontekst, de er produceret i. Derfor har et auditpanel af fagpersoner diskuteret og fortolket udvalgte undersøgelsesresultater og anvist oplagte steder, hvor tilbuddene kan fokusere for fremadrettet at udvikle kvaliteten.

Du finder målgrupperapporten fra SIP-socialpsykiatri her.