Når de sociale tilbud skal uddannes i at bruge De Sociale Indikatorprogrammer (SIP), foregår det nu på internettet. Det har gjort det muligt at sætte prisen på deltagelse i SIP ned.


Af Anne Clausen, Center for Kvalitetsudvikling

Det bliver nu endnu billigere for sociale tilbud at dokumentere deres indsatser og resultater over for kommune, forældre og offentligheden. De Sociale Indikatorprogrammer (SIP) har i 2011 sat prisen på deltagelse i deres programmer ned til 17.000 kr. pr. år pr. enhed. Det er 8000 kr. billigere end sidste år, hvor prisen var 25.000 kr. pr. enhed pr år.

”Vi ved godt, at økonomien er trængt mange steder, og vi er glade for at kunne sætte prisen ned,” siger projektleder Anette Stamer Ørsted.

Internet-baseret uddannelse

Prisnedsættelsen er blevet mulig ved at gøre uddannelsen i at bruge SIP-programmerne internetbaseret. Tidligere tog konsulenter ud på de enkelte tilbud for at undervise i og forklare, hvordan medarbejderne på de sociale tilbud skulle bruge programmerne. Nu er en stor del af uddannelsesmaterialet i stedet lagt på internettet, hvor videoer og manualer gennemgår, hvordan man kan bruge SIP i den sociale praksis.

”Jeg synes, vi har fået skabt et meget godt tilbud – til en meget billigere pris,” forklarer Anette Stamer Ørsted.

Ny formidling - samme indhold

Hun understreger, at selve indholdet i SIP-programmerne er det samme, som det altid har været.

”Indholdsmæssigt er der intet, der har forandret sig. Det er alene måden, vi formidler SIP på, der er ændret – og prisen selvfølgelig!” siger hun.

”Forhåbentlig giver det mange nye sociale tilbud lyst til og mulighed for at bruge SIP.”

De Sociale Indikatorprogrammer (SIP) er spørgeskema-programmer udviklet for at sikre dokumentation og videnspredning på det sociale område. Ved hjælp af programmerne kan de sociale tilbud dokumentere deres indsatser, resultater og vilkår. Årlige rapporter og læringsseminarer giver desuden tilbuddene mulighed for at sammenligne sig med andre tilbud og lade sig inspirere af andres erfaringer.

Du kan læse mere om SIP her.