På Frørupskolen tager man arbejdet med de unge piger alvorligt. En udredning af, hvilke vanskeligheder en pige har, og hvordan man tilrettelægger de bedste indsatser over for hende, kan tage lang tid. Medarbejderne er professionelle og har erfaring med området – men alligevel vil forstander Martin Smietana have mere fokus på resultaterne. Det sønderjyske opholdssted, der huser unge piger med sociale og følelsesmæssige vanskeligheder, har som et af de første opholdssteder i Sønderjylland tilmeldt sig dokumentationsprogrammet de Sociale Indikatorprogrammer (SIP).

Forestil dig, at du skal have opereret knæet. Inden operationen går i gang, fortæller lægen dig, at han ikke ved, om den behandling, du får, er den bedste for dig. Han ved ikke præcist, om der vil være en virkning, og hvilken virkning der vil være. Det eneste han ved er, at behandlingen for det meste fungerer – i hvert fald baseret på hans egne erfaringer.

Ville du tage imod behandlingen?

Heldigvis fungerer vores sundhedssystem ikke på den måde. Det er baseret på viden om, hvilke indgreb virker, og hvem de virker over for.

Men på det sociale område ser virkeligheden noget anderledes ud – her er der ikke den samme tradition for at måle virkningerne af en indsats. Det vil opholdsstedet Frørupskolen fra Christiansfeld nu gøre noget ved. Det sønderjyske opholdssted, der huser unge piger med sociale og følelsesmæssige vanskeligheder, har som et af de første opholdssteder i Sønderjylland tilmeldt sig dokumentationsprogrammet de Sociale Indikatorprogrammer (SIP).

”Vi vil have en mere objektiv vurdering af, hvad der hjælper over for den enkelte pige, og hvilken type indsatser der hjælper hvilke grupper af piger,” siger forstander Martin Smietana.

På Frørupskolen tager man arbejdet med de unge piger alvorligt. En udredning af, hvilke vanskeligheder en pige har, og hvordan man tilrettelægger de bedste indsatser over for hende, kan tage lang tid. Medarbejderne er professionelle og har erfaring med området – men alligevel vil forstander Martin Smietana have mere fokus på resultaterne. For uanset hvor professionel man er, kan det knibe med at være objektiv, når man skal vurdere sit eget arbejde.

”Det er svært ikke at lade sig rive med, når man skal se på, om pigen har fået det bedre af vores indsatser. Vi har jo en personlig relation til pigen og ønsker det bedste for hende – og det fører uundgåeligt til en mere subjektiv vurdering,” siger han.

”Nu supplerer vi vores egne observationer med statistik.”

Helt konkret består SIP simpelthen af en række spørgeskemaer, som skal udfyldes af personalet eller den unge. Det lyder måske ikke særligt banebrydende, men det vigtige i programmerne er den måde, de er bygget op på, forklarer Anette Stamer Ørsted, projektleder for SIP i Folkesundhed og Kvalitetsudvikling i Aarhus.

”Det geniale ved SIP er de områder, spørgeskemaerne fokuserer på,” siger hun.

”Vi har brugt både forskning og viden fra praksis, da vi udvalgte områderne. På den måde sikrer vi, at vi fokuserer vores analyser på områder, der virkelig kan gøre en forskel for den unge.”

Udsigten til at udfylde spørgeskemaer skræmmer dog heller ikke Martin Smietana.

”Det tager selvfølgelig tid, men hvis vi fjerner os fra det subjektive til det objektive er tiden godt givet ud,” fastslår han.

Fakta om Frørupskolen:

Frørupskolen ligger i Frørup, ca. seks kilometer fra Christiansfeld.

Trods navnet er der ikke tale om en skole, men et opholdssted for piger mellem 12 og 18 år, der har forskellige typer sociale og følelsesmæssige vanskeligheder.

På Frørupskolen bor typisk ca. 10 piger ad gangen.

Frørupskolen tilmeldte sig SIP-programmet i august. Det er det første sønderjyske opholdssted for unge, der har tilmeldt sig programmet.