De Sociale Indikatorprogrammer – redskaber til dokumentation, faglig udvikling og videnspredning på de sociale tilbud

SIP er et redskab til tilbuddet, som ved hjælp af spørgeskemaer dokumenterer resultater i forhold til borgerne, og giver mulighed for at følge op på disse resultater over tid. SIP giver både viden om den enkelte borgers udvikling og et samlet overblik over resultaterne i forhold til den samlede gruppe af borgere. Samtidig er der mulighed for at lære af erfaringerne fra andre sociale tilbud – og lade de andre lære af jeres erfaringer.

Programmer skræddersyet til dit område

Der er udviklet programmer for følgende målgrupper:

  • Et program for voksne på sociale tilbud (SIP-voksen)
  • Et program for unge anbragt på sikrede institutioner (SIP-sikret)
  • Et program for unge anbragt på åbne institutioner (SIP-åben)


Desuden er der udviklet et nyt SIP-program for børn og unge i alderen 6-18 år, som er anbragt på døgninstitution, i familiepleje eller i ambulant behandling. Programmet er testet og klar til anvendelse. P.t. er der dog ikke tilbud, der anvender SIP-børn. Programmet er et solidt og grundigt redskab, men kræver ligeledes et stort implementeringsarbejde.

SIP kan blandt andet anvendes til:

  • at styrke dialogen med borgerne
  • at tilrettelægge indsatsen med afsæt i viden om, hvad der særligt betyder noget for den enkelte borger
  • at kvalificere den faglige dialog på tilbuddet
  • at følge den enkelte borgers udvikling over tid
  • at dokumentere tilbuddets resultater over for bestiller og pårørende
  • at få øje på generelle indsats- og styrkeområder på tilbuddet 
  • at sammenligne og perspektivere de enkelte tilbuds resultater

I SIP-sikret dokumenteres det desuden, hvilke indsatser som sættes i gang over for de unge. Hermed får tilbuddene et kvalificeret grundlag for at blive klogere på:

  • Hvilke indsatser, der virker over for hvilke unge

Skab udvikling med få ressourcer

Vi ved godt, at ressourcerne på det sociale område er begrænsede. Derfor er SIP opbygget under hensyntagen til, at det tager mindst muligt tid og ressourcer på de enkelte tilbud. SIP-spørgeskemaerne kan besvares elektronisk via tilbuddets fagsystem - fx Bosted - og svarene vises grafisk umiddelbart efter indtastningen, så tilbuddet med det samme kan få et overblik over borgerens situation siden sidste udfyldelse.

Du er velkommen til at kontakte os for at høre nærmere om de forskellige SIP-programmer.